Ringe i vandet
- om Bob Moores impuls
Undervisning for en periode med store
udfordringer
”Ringe i vandet” er den første bog, hvor en række af Bob Moore’s elever
fortæller om den betydning, som Bob Moore’s undervisning og
vejledning har haft for dem. Initiativtager og redaktør er Annette
Ikast, og Bob Moore’s søn, Colin Moore, har skrevet forord til
bogen.
Bob Moore var meditationslærer og healer. Han blev
født i Irland i 1928, flyttede til Danmark i 1974 og døde i
Ringkøbing i 2008. Bob Moore var i egentlig og bedste forstand en
ener. Oprindelig var han uddannet elektroingeniør, men studerede
også teologi og andre beslægtede emner. Han blev tidligt i sit liv
interesseret i spirituelle, religiøse og åndelige anliggender.
Gennem sit virke i Danmark, i de sidste mange år i Ringkøbing, fik
Bob Moore en varig og meget stor betydning for så mange mennesker,
at han satte sit præg på samfundsudviklingen. Bob Moore havde
betydning for mange tusinde mennesker fra alle dele af verden.
Man mærker på alle de mennesker, der har bidraget til denne bog, en
stor respekt for og kærlighed til Bob Moore. Han var i ordets
dybeste forstand en lærer, en enestående, dybt engageret, ansvarlig
og utrættelig lærer. Hans undervisning rækker langt ind i dette
århundrede, hvor verden oplever alvorlige udfordringer og kriser. Vi
véd, at Bob Moore var meget optaget af planeten Jordens situation og
udvikling. Han kerede sig i høj grad om de kriser i verden, som han
så klart så og mærkede, og jeg tror, at hele hans undervisning også
var rettet mod at bidrage til at uddanne mennesker til at leve og
virke i en verden og i en periode med meget store globale
udfordringer.
Steen Hildebrandt
|
|